onsdag den 6. januar 2010

Første dag på Campus

Efter vores lange tur herovre, var det nu i dag, vores første dag i Knoxville, og på Campus området. Efter en god nats søvn tog vi fra vores hotel og til den bygning vi skulle indkvarteres i. Hotellet havde en shuttle bus, der gratis kørte os derhen. Service!

Da vi kom derhen og fortalte vi hvem vi var, og ja – selvfølgelig skulle vi udfylde en omgang blanketter – dem ELSKER de simpelthen herovre. Papir, papir, papir! Efter det fik vi nøgle og nummer på vores værelser, også var det ellers værsgo. Jeg fik et værelse på 9. etage, Peter et på 6. og Niller på 4.
Vores rum er helt ens. Vi skal hver især dele det med tre andre studerende – to amerikanere samt en international studerende som os selv.

Amerikanerne har boet her et stykke tid, hvilket godt kan ses. Der er møgbeskidt alle steder, og det er tydeligt at se, at nogen bor her. De har dog ferie nu, og vender nok først tilbage sidst på ugen. Det bliver spændende at møde dem og se hvad de er for nogle. Den ene af dem skal jeg dele værelse med. Rummene er indrettet med en entre, to værelser, to ”studie kroge”, køkken, badeværelse og fællesstue. Ikke stort, men det skal nok gå an.

Eftermiddagen gik med orientering på internationalt kontor, hvor vi også fik hilst på flere af de andre internationale studerende, der alle virkede rare og flinke. Dem kommer vi til at se en hel del til de næste par dage, der ligeledes kommer til at foregå med diverse former for orientering og info.

Ved en femtiden var vi på ”shopping” tur med flere af de andre internationale studerende, som i stil med os ligeledes starter nu her. Vi fik alle købt en ordentlig sjat, og minibussen var propfyldt til randen! Dyne, hovedpude, rengøringsartikler, bestik, tallerkener og flere af sådanne praktiske ting var her ikke, så det var super, at der var arrangeret en shopping tur for os. Indkøbene foregik i Target, en stor forretning hvor man kan finde næsten alt – sådan lidt a la Bilka på amerikansk.

Timerne er simpelthen fløjet af sted og indtrykkene er mange. Så det er en træt dansker, der fra den anden side af Atlanten vil i seng nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar