fredag den 8. januar 2010

Sne hysteri, mere info & TRecs

Torsdag startede vi dagen med en rigtig nyttig og vigtig briefing fra vores ISEP koordinator – hende som er vores kontaktperson på skolen, og ansvarlig for ISEP programmet her. Vi fik en masse nyttige ting at vide, og bl.a. hvordan det med at vælge og registrere fag foregår. Her er det nemlig først til mølle. Man registrerer til fagene og når de er fyldt, er de fyldt. Dog lader det til at de første to uger når undervisningen starter, kommer til at foregå som et mindre gedemarked, hvad angår fag. Det er nemlig tilladt at vælge nye fag og droppe fag så meget som man ønsker i den tid.
Vi har et møde med en vejleder i dag kl. 14, så her skal vi gerne få styr på vores timer, fag og skema. Det lader til at vi kan få lidt særbehandling, da vi er udvekslingsstuderende. Så selvom de fag vi tilmelder os står som fyldte, så burde det være muligt for os at få dem alligevel vel, da underviserne gerne vil have internationale studerende til deres timer. Så, nu må vi se. Efter mødet i dag, skulle vi gerne alle tre blive meget klogere.

Næste time stod den på orientering om forsikringer og hvad man gær hvis uheldet er ude. Vores forsikring er heldigvis ordnet igennem ISEP programmet, så det er ikke noget, vi skal tænke på. Nå ja – også skulle vi da også udfylde blanketter og papirer i dag – ikke en dag uden det!
Den stod også på mere orientering om regler og retningslinjer, bl.a. er det ikke tilladt at drikke på hele campusområdet. Timerne sluttede af med to foredrag om amerikansk kultur og kutyme, samt hvordan det plejer at foregå i en amerikansk klasse.

Det har sneet herover, hvilket er MEGET usædvanligt for dem her. Sne ser de højst 1-2 gange om året – nogen gange aldrig. Så det at det har sneet hele 1 cm, betyder at byen næsten er gået i undtagelsestilstand! Seriøst ment. Folkeskoler, butikker og arbejdspladser lukkede pga. det. Vi fik forklaret at den smule her, vil svare til at vi har en kæmpe snestorm, i lande som Norge og Danmark. Crazy. De har to snerydningskøretøjer til hele byen. Ja, de er ikke vant til det hvide underlag, så de går helt i panik over det.


Efter endt orientering var Peter og jeg et smut ovre i TRecs for at løbe en tur på løbebånd. TRecs er et rigtig stort og fint fitnesscenter de har på campus, der ligger næsten lige overfor vores lejlighedsbygning. Og det bedste af det hele er at medlemskab er gratis når man er studerende på Uni. Mega fedt! Vi tog en time på løbebåndet hver. Det at løbe langt på løbebånd er aldrig et hit, og det blev hurtigt mega varmt at løbe derinde, hvilket gjorde det hårdt. Især blev det ekstra hårdt for mig, da jeg ikke har været ude at løbe i en periode. Men nu er jeg i gang igen, hvilket er det vigtigste :-)

Så der er dømt ømme ben for øjeblikket..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar