fredag den 18. december 2009

Juleferie, Meriterklæring og Flytning

Så fik jeg juleferie for en uge siden, og lidt er sket siden da. Dog ingen blog-indlæg, hvilket jeg beklager, da jeg faktisk havde masser af tid til at få skrevet, men inspirationen var der desværre ikke lige i den periode. Faktisk, så er langt det meste af den sidste tid gået med at være rastløs og trippe rundt og tænke på, hvad der kommer og vil ske i den nærmeste fremtid. Eneste faste holdepunkt i hverdagen har været mit fodbold.

Det er også, som altid, gået fint, og vi holdte afslutning for drengene torsdag aften i klubhuste med æbleskiver, sodavand og hygge. Der var en rigtig god stemning, og det var en god måde at afslutte efterårssæsonen på.
Jeg har taget orlov fra klubben og holdet nu, og d. 29. december starter min "vikar", Rasmus, som træner for holdet. Jeg er super glad for at Rasmus - en mindst lige så stor fodboldentusiast som jeg - tager sig af holdet, i den tid jeg er væk. Jeg er sikker på, at han vil skubbe yderligere til deres individuelle og kollektive udvikling, og når jeg kommer tilbage til DK og LKB til sommer, glæder jeg mig til at se, hvor meget de er vokset fodboldmæssigt, siden jeg så dem sidst.

Med hensyn til USA-turen, så troede jeg efterhånden, at jeg var færdig med papirarbejdet og det administrative bawl og bøvl. Men, ak nej! Det var så sandelig lige lidt - en lille dessert omend - der manglede: nemlig en meriterklæring.
En meriterklæring er et dokument, jeg skal bruge for at få min SU med på udlandssemresteret.
Heldigvis var det såre simpelt og helt lige til. Jeg skulle sende en mail til min koordinator (vores kontaktperson på AAU aka "ham-der-står-for-det") med de fag, jeg skal have det kommende semester. Derefter skal han godkende fagene, hvorefter han sender mig en skrivelse, der bekræfter, at alt er som det skal være.
Denne skrivelse skal jeg så sende videre til SU kontoret, også burde der ikke være noget finansielt bøvl fra den side. Dokumentet er modtaget i dag, så det sender jeg videre mandag. Også må det være ordnet.

Ellers var jeg en tur ved lægen i går, og fik min anden dosis af hepatitis A+B vaccine. Så er jeg dækket godt ind, og når jeg kommer tilbage til Danmark igen til juni, så skal jeg have en tredje dosis. Så gælder den vaccine til gengæld også i 25 år - så det er vel værd at tage med ;-)
Som bonus kan jeg fortælle, at min meningitis vaccination gælder i tre år, og jeg også har fået et lille fint, gult vaccinationskort. Halleluja!

I dag har der stået flytning på programmet hele dagen. Mine forældre kom i en stor varevogn, også blev der ellers pakket, male og flyttet til den store guldmedalje. Eller, jeg fik ingen medalje, men derimod et lændehold! Av, for pokker!
Jeg løftede en tung kasse forkert, og vups: Så sagde det haps i lænden! Min ryg er stadig helt stiv her til aften, og smerten er der endnu. Jeg vil håbe det går over, men ellers må jeg finde en ekspert til at "knække mig i ryggen".

Men det var sidste dag som beboer i Det Vilde Vejgaard for denne omgang. Året ud - og indtil d. 4. januar - bor jeg ved mine forældre i Sønderjylland - nærmere betegnet OJ City.
Da vi sad i bilen på vej hjem, kunne jeg godt mærke, at det var lidt underligt, at flytte fra det sted, jeg nu de seneste 16 måneder har kaldt mit hjem. Og selvom jeg var godt forberedt på det, og havde vist det længe, så var det på en måde stadig lidt vemodigt.

Men jeg kommer jo tilbage til Aalborg igen efter USA turen - men den tid, den glæde.
I de næste to uger gælder det mine rødder. Det bliver hyggeligt at være hjemme i juletiden, og ikke mindst at se alle de "gamle" kammerater "herhjemme fra" igen.
Det er det dejlige ved julen: alle er samlet ved deres familie og det giver mulighed for at se dem, man normalt ikke får set.

Så med lidt over to uger tilbage inden afrejse vil jeg bruge den kommende tid til at få plejet mine rødder :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar