Visum i hus!

Så fik jeg dagens bedste SMS, da min kære moder skrev, at der var kommet et anbefalet brev til dem. Det var var afsendt fra den amerikanske ambassade, hvor jeg i torsdags var inde og aflevere mine visum papirer. Den længde af behandlingstiden, kan jeg godt lide! Damn fast! Hvis bare alt andet administrativt ville gå lige så hurtigt...

Da jeg besøgte ambassaden i torsdags, var jeg ret spændt på at se, hvordan det ville foregå. Bare det at få en tid ved ambassaden, var altså lidt af en proces, og der stod at man hverken måtte komme før sin aftale tid (eller efter), man ikke måtte vente udenfor, ikke måtte have nogen former for elektroniske genstande (jeg kan blive ved!) med derind.

Da jeg så kom derhen - præcis til tiden - skulle jeg først forbi to par sikkerhedsvagter, der først skulle kontrollere, om det nu var rigtigt, at jeg havde en tid. Var jeg nu reel nok?
Efter dem skulle jeg ind til endnu en vagt, der ville have alle elektroniske genstande, hvorefter min taske skulle igennem røntgen (eller hedder det nu x-ray?), hvorefter jeg skulle igennem en metaldetektor. Derefter kunne jeg så endelige passere videre og ind i ansøgningsområdet. Puha! Det er jo langt værre end en lufthavn.

Der blev papirerne afleveret, mine fingeraftryk blev taget (eller rettere scannet) og efter lidt ventetid og lidt gående fra den ene disk til den anden, blev processen afsluttet med en hyggelig lille chit-chat med en visum-behandler, der lige ville høre lidt om, hvad jeg læste, og hvorfor jeg havde valgt netop Tennessee.

Alt i alt var jeg inde omkring ambassaden i små 70 minutter, også var det ordnet. Og langt det meste af tiden foregik med sikkerhed (føltes det i hvert fald som!) samt ventetid. Så kunne jeg så småt sige farvel og på gensyn til København og hoppe på flyveren tilbage til det mørke Nordjyske.